Systemstress
Når der er et barn med autisme i familien, betyder det oftest, at man er en offentlig familie.
Det vil sige, at familiens familieforhold og -liv gøres "offentligt" tilgængeligt for systemet og for professionelle parter.

Begrebet systemstress kommer af, at flere og flere forældre oplever, at det er mødet med det offentlige system, som stresser og udmatter, mere end det faktisk er barnets diagnose og medfølgende udfordringer.
Et stigende antal af familier oplever, at de ikke får den nødvendige støtte, eller at de skal bruge unødigt mange ressourcer og tid på at få den rette støtte.
Derudover oplever mange familier problemer som blandt andet lang sagsbehandlingstid, lange klageprocesser, at det er svært at komme i kontakt med kommunen, at sagsbehandlerne ofte er syge eller ofte udskiftes med nye sagsbehandlere, og at lovgivningen er kompliceret og uigennemskuelig.
Alt det slider på familierne og er en stor belastning i en ofte allerede presset hverdag.
At have et barn med særlige behov kan medføre en sorg, hvilket bliver en dobbeltsorg, når man oplever at blive svigtet af det offentlige system.
I en situation, der i forvejen er sårbar, bliver det offentlige system en modspiller frem for at være en medspiller, og det skaber både utryghed, stress og traumelignende reaktioner, hvilket samlet set kan betegnes som systemstress.
I Molis afholder vi både kurser og samtaleterapi vedrørende systemstress. Læs mere om forløb og samtaleterapien her. Se kommende relevante kurser her.
Book konsultation
Her kan du bestille tid til terapi og rådgivning i Molis' afdelinger og online.
