Autisme har en høj komorbiditet med en række andre lidelser
Komorbiditet er tilstedeværelsen af flere mentale tilstande samtidig hos den samme person. Der er en række lidelser, der hyppigt forekommer sammen med Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF) eller Autisme Spektrum Tilstand (AST). Disse inkluderer blandt andet:
- Angst
- Depression
- ADHD/ADD
- OCD
- Spiseforstyrrelse
Mange udvikler en komorbid lidelse som resultat af, at de må bruge meget energi på at navigere i det sociale samspil, at kommunikere med andre og udholde sansepåvirkninger. Dagligdagsting som for mange med en autismeprofil kan være yderst energikrævende. Dette kan være forbundet med stor lidelse og lede til et højt stress-niveau, som over tid kan skabe mistrivsel og udløse andre lidelser.
For nogen vil en eller flere komorbide lidelser opstå, fordi deres autismetilstand har været ukendt i en stor del af deres liv. Autisme er en kompleks og individuel tilstand, der kan være vanskelig at diagnosticere.
Det er ofte de komorbide lidelser som opdages først, fordi de på overfladen udgør en stor forstyrrelse for enten personen selv eller personens omgivelser. Som et resultat heraf vil mange kun blive udredt og modtage behandling og støtte målrettet deres komorbide lidelse. Det vil ofte betyde gentagen fejlslagen behandling, støttetilbud og at personen vil opleve lange perioder med udtrættethed, en følelse af at være anderledes (forkert) og uden synlig forbedring i deres trivsel.
Autisme i et differential diagnostisk perspektiv
Autistiske træk kan samtidig ligne og have et stort overlap til andre psykiatriske lidelser. Det inkluderer blandt andet:
- Angst
- Borderline
- OCD
- Ængsteliv evasiv personlighedsforstyrrelse
- Spiseforstyrrelse
På grund af disse overlap bliver personer med ASF ofte fejldiagnosticeret med disse andre lidelser. Differential diagnostik handler om korrekt at skelne mellem forskellige mentale tilstande, der kan have lignende symptomer. Det er vigtigt, fordi det kan hjælpe med at stille den korrekte diagnose og få den bedste behandling.
Konsekvenserne ved fejldiagnosticering
Indflydelsen af fejldiagnosticering for personer med autisme og deres nærmeste kan være betydelig og have konsekvenser. Dette kan omfatte:
- At modtage den forkerte behandling
- At føle sig misforstået og isoleret
- At udvikle lavt selvværd
- At have problemer med at få adgang til de rette støttemuligheder
På kurset vil der også blive inddraget et traumeperspektiv. Forskning viser, at mennesker på spektret er i øget risiko for at opleve traumatiske begivenheder og opleve flere hændelser som traumatiske. En kendt eller ukendt traumehistorik kan øge kompleksiteten af symptombilledet.
Det er derfor vigtigt at have viden om, hvordan autisme og de hyppigste komorbide lidelser hænger sammen og hvordan samspillet herimellem kan have effekt på personen og hvilke implikationer det kan have for behandling og personens støttebehov.
På dette kursus vil du blandt andet få:
- Viden om de forskellige lidelser, der kan forekomme sammen med autisme
- Viden om hvilke autistiske træk der oftest forveksles med andre psykiatriske lidelser
- Indsigt i konsekvenser ved fejldiagnosticering
- Kendskab til autismehjernen og dens anderledes forbundethed
- En forståelse for hvordan du som fagperson eller forældre kan tilrettelægge støtte og hjælp, når symptombilledet er komplekst
- Viden omkring hvordan du kan forbedre din dialog og støtte til personer på autismespektret og undgå at indbyde til misforståelser
- Visuelle redskaber og praktiske guides som kan bruges i arbejdet med mennesker, som er stressbelastede og hvor intet ser ud til at virke eller har virket indtil nu


