Autisme, ADHD og skærm
I den offentlige samtale reduceres skærmtid ofte til et entydigt problem, men for børn og unge med autisme eller ADHD er problemstillingen mere kompleks.
I den offentlige samtale reduceres skærmtid ofte til et entydigt problem, men for børn og unge med autisme eller ADHD er problemstillingen mere kompleks.
Skærmaktiviteter tiltrækker neurodivergente hjerner af helt specifikke neurologiske og psykologiske grunde, som det kræver faglig indsigt at forstå og arbejde med, og som først og fremmest kalder på, at vi møder disse børn og unge med en oprigtig nysgerrighed.
For mennesker på autismespektret kan det digitale univers tilbyde et logisk og forudsigeligt miljø, som ikke indeholder de sociale og kommunikative barrierer, som mange autistiske mennesker møder i det fysiske sociale samvær med deres jævnaldrendemens det daglige fysiske miljø kan være præget af uforudsigelighed, utryghed, overvældende sanseindtryk og uhåndgribelige krav, kan skærmen give en følelse af kontrol og tryghed, samtidig med at kontakten til andre kan justeres efter den enkeltes eget behov og overskud.
Et forskningsstudie vedrørende autistiske personers erfaringer med computerspil (Park et al., 2026) fremhæver netop, hvordan spiluniverser understøtter mental trivsel ved at give en oplevelse af personlig handlefrihed, forudsigelighed og trygge rammer til at tilpasse sanseindtryk.
Samtidig åbner digitale spil og platforme for, at autistiske børn og unge kan indgå i sociale fællesskaber på egne præmisser, hvilket for mange er en sjælden oplevelse i fysiske fællesskaber. I de digitale fællesskaber kan spillet fungere som et naturligt fælles tredje, der skaber grobund for venskaber baseret på delte interesser, og som dermed fjerner behovet for den energikrævende smalltalk, som det ellers kan kræve at finde ligesindede i et fællesskab uden et defineret formål eller tema.
For mennesker med ADHD handler skærmens tiltrækning ofte om jagten på dopamin i en understimuleret og anderledes forbundet hjerne. Skærmen tilbyder øjeblikkelig feedback og en tilstand af hyperfokus, som skærmer mod omverdenens forstyrrelser.
Samtidig har denne intense fordybelse i sagens natur også sine omkostninger. Blandt andet fordi hjernens frontallapper modnes i et andet tempo end i den neurotypiske hjerne, kan det i praksis være vanskeligt for barnet eller den unge selv at bremse impulsen og vurdere de langsigtede konsekvenser, imens man er fordybet i et spil.
Når hjernen optages af et hyperfokus, kan det desuden dæmpe kroppens indre sansesignaler (interoceptionen) således at basale behov såsom tørst, sult eller udtalt træthed først registreres, når kroppen allerede er for overstimuleret og/eller udmattet til at handle hensigtsmæssigt på disse signaler.
Samtidig kan tempofyldte spil aktivere kroppens stressrespons, hvilket kan holde nervesystemet unødigt længe i et forhøjet beredskab og gøre det vanskeligt at finde ro op til sengetid - et problem for mange mennesker med autisme og ADHD, der døjer med søvnforstyrrelser.
Når vi skal støtte neurodivergente børn og unge i et balanceret skærmforbrug, er der derfor brug for en nuanceret og nysgerrig tilgang frem for hurtige standardløsninger eller ensidige forbud. Ved at tage afsæt i viden om autisme og ADHD kan vi bedre forstå de reelle sanselige og neurologiske mekanismer, der er på spil, og møde det enkelte barn med empati og faglig indsigt, når vi skal sikre deres digitale trivsel. Først når vi anerkender skærmens værdi som trygt frirum såvel som de udfordringer, den kan medføre, kan vi hjælpe med at skabe en hverdag med plads til både digital trivsel, pauser og restitution.
Vil du gerne vide mere om autisme, ADHD og skærmforbrug, holder vi jævnligt kurser, der kan klæde forældre, familier og fagpersoner på til at støtte unge neurodivergentes mentale – og digitale – trivsel i forbindelse med skærmforbrug. Læs mere i vores kursuskatalog her.
Book konsultation
Her kan du bestille tid til terapi og rådgivning i Molis' afdelinger og online.