Kursuset tager afsæt i relevant forskning om neurodivergens og lægger vægt på trivsel, selvforståelse og anerkendelse. Vi udfordrer myten om, at autistiske mennesker ikke er sociale, og ser i stedet på, hvordan sociale behov og udtryksformer kan være anderledes – men lige så vigtige og gyldige.
Den neurodivergente sociale hjerne
Forskning viser, at autistiske hjerner bearbejder sociale signaler – som ansigtsudtryk, øjenkontakt og kropssprog – på en anden måde end neurotypiske hjerner. Det betyder ikke, at man ikke har sociale behov eller evner, men at disse kan komme til udtryk på måder, som mange gange misforstås i en verden, der er designet ud fra neurotypiske intuitive og uskrevne sociale normer.
Mennesker med autisme udvikler ofte en såkaldt ”manuel” tilgang til det sociale – en mere analytisk og tænkende tilgang til at navigere i sociale situationer på, som kan fungere godt, endda rigtig godt, men også er meget mentalt krævende. Ved at forstå denne proces kan vi bedre støtte autistiske børn og voksne i at finde sociale former og rammer, der passer til deres behov og præferencer.
Social trivsel
Kurset fokuserer på at styrke trivsel, selvforståelse og handlemuligheder for mennesker med autisme og – vigtigt – at skabe forståelse fra omgivelserne. Der arbejdes med, hvordan mennesker med autisme kan finde måder at indgå i fællesskaber på egne præmisser – og hvordan omgivelserne spiller en aktiv rolle i at fremme tilgængelighed, forståelse og respekt.
Med afsæt i neuropsykologisk viden og aktuel forskning ser vi på de mekanismer, der påvirker sociale oplevelser hos autistiske mennesker. Derudover introduceres styrkebaserede og energibesparende strategier, som kan understøtte trivsel og forebygge udmattelse og mistrivsel.
Kursusindhold
- Indsigt i autistisk socialkognition og variation i social bearbejdning
- Forståelse af den tænkende sociale hjerne – og hvordan den fungerer i praksis
- Anerkendende tilgange til relationer og fællesskaber
- Strategier og metoder, der fremmer trivsel og selvforståelse hos autistiske børn og
voksne - Hvordan pårørende og fagpersoner kan støtte og styrke
- Introduktion til terapeutiske og mindfulness-baserede metoder med fokus på energi, selvregulering og mental sundhed
Målgruppe og formål
Kurset henvender sig til forældre til børn med autismespektrumtilstand samt til
fagpersoner, der arbejder med eller ønsker at få større forståelse for neurodivergens og
social trivsel.
Formålet er at give deltagerne en dybere og mere nuanceret indsigt i autistisk social
fornemmelse og kommunikation – og hvordan vi kan fremme trivsel og livskvalitet gennem
respekt, forståelse og støtte på individuelle præmisser.


