Bogomtalen er ikke et udtryk for Molis´ faglige vurdering af bogens kvalitet, men skal udelukkende modtages som inspiration til og præsentation af, hvad der findes af litteratur om autisme, ADHD og anden litteratur forbundet til dette. De bøger vi omtaler er et lille udvalg af fagbøger da vi ikke kan præsentere hele markedet af gode fagbøger.
Mens vi falder sammen er en bog, der gennem brudstykker sætter ord på rollen som forælder til et barn med særlige behov - i både lys og mørke. Det er en fortælling om kærlighed, omsorg og vigtigheden af, at blive set og elsket for nøjagtigt den, man er. Det er en fortælling om en mor og et barn. Et barn der falder uden for rammerne, eller kasserne - om man vil. En fortælling om en mor, der kæmper. Med systemet, afmagten, sin datter, omverdenen og sig selv.
Det er en virkelig smukt fortalt historie om alle de mange emner og episoder, du kan stå i, når dit barn er udfordret og ikke passer ind i rammerne. Det er leg med ord, poesi og det er kæmpestore følelser. Det er så fint og så barskt, og det er en nødvendig fortælling. Det er en bog man vil kunne finde styrke i, trøst i og en bog man kan spejle sig i.