Derfor svarer autister så ofte “Det ved jeg ikke”

Derfor svarer autister så ofte "Det ved jeg ikke"

"Jeg ved ikke hvad jeg har lyst til at spise/lave"
"Jeg kan ikke beskrive hvordan jeg har det"
"Jeg ved ikke hvad jeg har brug for lige nu"
"Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg reagerede/handlede som jeg gjorde"
"Jeg kan ikke mærke mig selv"

Har du som autist nogensinde sagt nogle af disse ting? Måske du også har hørt det som nær relation til en autist. Og det kan gælde alt fra følelser, oplevelser og tanker til behov, årsager og humør.

Når en autist siger "Det ved jeg ikke", kan det dække over utrolig meget. Alt fra udfordringer med regulering, forkerthedsfølelse og utryghed til frygt for misforståelser og reaktioner som følge af overlevelsesmekanismer. I det følgende gennemgår vi disse årsager og kigger ind i hvad du som nær relation/fagperson kan gøre for at hjælpe.

Årsager til at autister svarer "Det ved jeg ikke".

Besvær med selvregulering eller at mærke sig selv:
Mange autister er udfordrede fra naturens side ift. at mærke og regulere sig selv. Både fordi adgangen hertil er ringere (da vi typisk lærer neurotypiske normer for regulering fx), men også fordi vi kan intereoceptivt (sansemæssigt) kan have sværere ved at afkode kropslige signaler og handle på disse. Derfor kan et spørgsmål der kræver vi tjekker ind i os selv, være utrolig svært.

At føle sig forkert/anderledes/utryg:
Tryghed er altafgørende for at en autist overhovedet tør åbne sig op. De fleste autistiske mennesker er udfordrede ift. at føle sig trygge. De bliver ofte gjort forkerte for deres behov og anderledes væsen, og de bliver oftere mobbet og holdt udenfor pga. dette. De har sværere ved at få adgang til tryghedsgivende elementer, da samfundet ikke er indrettet til dem, det kan fx være øget behov for én-til-én tid. Og de ting der bidrager til tryghed for autister kan somme tider se anderledes ud. Den manglende tryghed kan let skabe grobund for udvikling af følelsen af forkerthed og anderledeshed, som ofte forstærkes i sammenligningen med andre mennesker der tænker, føler og handler anderledes end autistiske mennesker gør. Ligesom dét at andre har tendens til at dømme autister ofte gør disse følelser mere gennemgribende. Føler man sig meget anderledes og forkert, føler man måske ikke man kan retfærdiggøre sine tanker og følelser og at disse også er forkerte. Derfor er det typisk lettere at svare "Det ved jeg ikke". Og nogle gange er adgangen til at mærke os selv så ringe, vi ganske enkelt ikke ved det.

Der findes ikke ord der dækker godt nok:
Autister har en anden kommunikationsform end flertallet - og et andet følelsesregister. De følelser og tanker autister har, divergerer typisk fra normen, og det kan være svært at finde ordene der forklarer dette så folk med en anden kommunikationsstil kan forstå det. Det ses særligt hos autister der fx foretrækker at kommunikere på engelsk eller via digte, musik eller andre former for kommunikation. Autisters følelser har et andet niveau, og vi føler somme tider ikke at der er ord der dækker hvordan vi fx har det.

Maskering/pleasing/andre overlevelsesmekanismer:
Når autister bliver belastede, reduceres adgangen til at mærke os selv betragteligt. Og vi udvikler somme tider forskellige overlevelsesmekanismer for at kunne være i diverse sammenhænge. Hvis vi fx pleaser meget, mister vi forbindelsen til egne behov. Hvis vi maskerer meget, ryger identitetsfølelsen. Osv. Når man ikke ved hvem man er, hvad man kan lide, hvad man har brug for mm., er det ekstra svært at kunne svare på spørgsmål der relaterer sig hertil.

Frygten for at blive misforstået eller blive gjort forkert for at udtrykke sig (måske pga. negative erfaringer hermed):
Hvis man som autist har dårlig erfaring med at fortælle hvad man har behov for, lærer man let at ens behov er forkerte. Og hvis man nemt bliver misforstået pga. den kommunikative barriere der er mellem autister og neurotypikere, lagrer det sig også og gør én usikker på at udtrykke sig fremadrettet. Går man hele tiden med en frygt for at fortælle ting, bliver det særligt svært når folk reelt ønsker at vide hvordan man fx har det.

Dét kan du gøre som nær relation eller fagperson

Ønsker du at hjælpe os med at sætte ord på, skal du altid overveje hvilken af ovennævnte årsager der er til stede og arbejde derudfra. Men du kan til enhver tid overveje om noget af følgende giver mening i jeres situation:
At tilbyde få, nemme valgmuligheder
At benytte direkte kommunikation og undgå for mange HV-spørgsmål
At sætte ord på dine egne behov, følelser, grænser mm.
At skabe tryghed omkring situationen, fx ved at skabe forudsigelighed eller forsikre om at du kan rumme autistens ord
At spejle via andre autisters oplevelser
At forsøge at kommunikere vha. andre virkemidler, fx kreativt, via billedsprog eller skriftligt
At samregulere
At tilbyde hjælpemidler, en pause eller ro

Husk dog gerne flg. også:
Er autisten presset, så respekter at behovet for ro kan være stort, og undlad at blive ved med at spørge ind.
Husk at nogle gange VED autisten simpelthen ikke hvorfor; her vil du typisk opleve at ingen eller meget få af ovennævnte ting virker.
Alle autister er forskellige, og vi vil have individuelle udfordringer og præferencer inden for de forskellige områder.
Tag det ikke personligt hvis du bliver afvist; det handler meget sjældent om dig.
Giv tid til at autisten kan bearbejde og evt. finde ordene.
Pres ikke på hvis autisten er i affekt; tag det altid i fredstid.
Accepter at de her ting kan være svære og at nogle gange er der ikke det store at stille op.