Maskering/pleasing/andre overlevelsesmekanismer:
Når autister bliver belastede, reduceres adgangen til at mærke os selv betragteligt. Og vi udvikler somme tider forskellige overlevelsesmekanismer for at kunne være i diverse sammenhænge. Hvis vi fx pleaser meget, mister vi forbindelsen til egne behov. Hvis vi maskerer meget, ryger identitetsfølelsen. Osv. Når man ikke ved hvem man er, hvad man kan lide, hvad man har brug for mm., er det ekstra svært at kunne svare på spørgsmål der relaterer sig hertil.
Frygten for at blive misforstået eller blive gjort forkert for at udtrykke sig (måske pga. negative erfaringer hermed):
Hvis man som autist har dårlig erfaring med at fortælle hvad man har behov for, lærer man let at ens behov er forkerte. Og hvis man nemt bliver misforstået pga. den kommunikative barriere der er mellem autister og neurotypikere, lagrer det sig også og gør én usikker på at udtrykke sig fremadrettet. Går man hele tiden med en frygt for at fortælle ting, bliver det særligt svært når folk reelt ønsker at vide hvordan man fx har det.
Dét kan du gøre som nær relation eller fagperson
Ønsker du at hjælpe os med at sætte ord på, skal du altid overveje hvilken af ovennævnte årsager der er til stede og arbejde derudfra. Men du kan til enhver tid overveje om noget af følgende giver mening i jeres situation:
At tilbyde få, nemme valgmuligheder
At benytte direkte kommunikation og undgå for mange HV-spørgsmål
At sætte ord på dine egne behov, følelser, grænser mm.
At skabe tryghed omkring situationen, fx ved at skabe forudsigelighed eller forsikre om at du kan rumme autistens ord
At spejle via andre autisters oplevelser
At forsøge at kommunikere vha. andre virkemidler, fx kreativt, via billedsprog eller skriftligt
At samregulere
At tilbyde hjælpemidler, en pause eller ro
Husk dog gerne flg. også:
Er autisten presset, så respekter at behovet for ro kan være stort, og undlad at blive ved med at spørge ind.
Husk at nogle gange VED autisten simpelthen ikke hvorfor; her vil du typisk opleve at ingen eller meget få af ovennævnte ting virker.
Alle autister er forskellige, og vi vil have individuelle udfordringer og præferencer inden for de forskellige områder.
Tag det ikke personligt hvis du bliver afvist; det handler meget sjældent om dig.
Giv tid til at autisten kan bearbejde og evt. finde ordene.
Pres ikke på hvis autisten er i affekt; tag det altid i fredstid.
Accepter at de her ting kan være svære og at nogle gange er der ikke det store at stille op.