Marie Laumann
August 13, 2026

Autisme og fællesskaber

Dette indlæg er skrevet af Silke Ena.
Blog Post - 2

Autisme og fællesskaber

En af de mere sejlivede myter om autistiske mennesker er, at de ikke har lige så stort behov for fællesskaber som ikke-autistiske mennesker, og at de hellere vil være alene.

Det er nemlig kun en myte.

Faktisk er der fagfolk og forskere, som argumenterer for, at autistiske mennesker har mere brug for de gode fællesskaber, fordi det kræver øvelse i trygge rammer at opbygge de sociale kompetencer, som måske ikke falder neurodivergente lige så naturligt som deres neurotypiske jævnaldrende.

Når mange autistiske mennesker alligevel vælger sociale aktiviteter fra og giver udtryk for, at de foretrækker deres eget selskab, handler det ofte om tidligere dårlige oplevelser og om rammer, som ikke formår at skabe plads til, at det autistiske menneske kan deltage på præmisser, som er meningsfulde og bæredygtige for det enkelte menneske.

Nogle af grundene til, at autistiske mennesker vælger et fællesskaber og sociale aktiviteter fra kan eksempelvis være:

Sensorisk overstimulerende rammer med for eksempel skarpt lys, som gør ondt i øjnene, dårlig akustik eller dårlig ventilation, som skaber en dårlig lugt
At de sociale normer og spilleregler omkring fællesskabet ikke er tydelige nok til, at det autistiske menneske ved, hvordan det skal indgå
At der opstår misforståelser mellem det autistiske menneske og de andre i fællesskabet, fordi der er noget i kommunikationen, der bliver svært
At alle de mange delopgaver, man skal lykkes med, inden man kommer afsted til en given aktivitet, bliver for uoverskuelige i en belastet hverdag (dette er særligt aktuelt, hvis det er en fysisk aktivitet eller et fysisk fællesskab, som det autistiske menneske gerne vil være en del af)


Hvad kan man gøre for at støtte autistiske mennesker i at blive en del af fællesskaber?

Der er flere forskellige ting, man som autist, som nær relation og/eller som fagperson kan gøre for at støtte autistiske mennesker i at blive en del af fællesskaber.

Det første er at hjælpe dem til at finde fællesskaber, som det er meningsfuldt for dem at blive en del af. Her kan man med fordel se, om man kan finde et fællesskab, som samler sig om et fælles tredje – og gerne et fælles tredje, som matcher den autistiske persons interesser. Det kan eksempelvis være en rollespilsklub, at gå til spejder, eller noget helt tredje.

Derudover er der flere forskellige ting, man kan gøre, for at skabe fællesskaber og for at gøre eksisterende fællesskaber mere tilgængelige for autistiske mennesker. Det kan for eksempel være:

At sørge for, at der er en ansvarlig eller facilitator til stede med primært ansvar for, at det sociale mellem deltagerne fungerer (bonus hvis denne facilitator er en peer-medarbejder/peer-mentor, som selv er på autismespektret).
At skabe en tydelig plan og struktur for, hvad der skal ske (gerne en struktur med nogle elementer, der går igen, hvilket skaber genkendelighed og forudsigelighed).
At formalisere de sociale spilleregler, så de bliver skrevne i stedet for uskrevne.
At tilpasse og justere de fysiske rammer, så de er mere imødekommende over for mennesker med sanseforstyrrelser – det kan eksempelvis være at sætte akustikplader op, sikre god ventilation, blødt lys, adgang til gardiner med mere.
Hvis det forventes, at man spiser sammen, er det en fordel at sørge for, at maden er opdelt – altså hver slags grøntsager for sig, kød for sig, sovs for sig med mere. På den måde har de autistiske deltagere, hvis sensoriske udfordringer ofte også omfatter hvad de spiser, de bedst mulige forudsætninger for at kunne spise med og deltage i den del af det sociale samvær også.

For nogle autistiske mennesker er selvforståelse, værktøjer og andre gode tips og tricks nok til, at de tør bevæge sig ud i verden og forsøge at deltage i eksisterende og etablerede fællesskaber. For andre kræver det ekstra mod, og at man bliver holdt i hånden af en nær relation eller en fagperson, som kan støtte en i at udforske nye sociale arenaer.

I Molis vil vi gerne støtte autistiske mennesker i at blive en del af ligeværdige fællesskaber med autismevenlige og inkluderende rammer. Derfor afholder vi jævnligt forskellige gruppeforløb og gruppemøder, både for autistiske unge og autistiske voksne, hvor man kan blive en del af fællesskaber med ligesindede, som faciliteres af specialiserede fagpersoner i Molis.

Hvis du vil vide mere om vores gruppeforløb hos Molis, kan du læse mere under "kurser" her på hjemmesiden.


Relevante kurser om autisme og ADHD

Vi tilbyder kurser, foredrag og workshops relateret til autisme og ADHD. Du kan booke os til at komme ud og holde kursus, oplæg eller workshop om netop det emne, som du ønsker. Vi kommer gerne ud i hele landet.

Skriv til os

    Jeg vil gerne tilmelde mig Molis’ nyhedsbrev og blive opdateret på nyeste viden om autisme og ADHD samt få information om nyheder og arrangementer i Molis (nyhedsbrevet udkommer i gennemsnit to gange om måneden).

    Ved at kontakte os samtykker du til vores privatlivspolitik.

    Book konsultation

    Her kan du bestille tid til terapi og rådgivning i Molis' afdelinger og online.