Men husk altid: bevar ikke traditionerne for traditionernes skyld, men for familiens skyld.
Der er mange ting at være opmærksom på i juleferien, og de mange forventninger i julen kan let føles uopnåelige. Og måske virker det lige så uoverskueligt at vige fra den normative jul, som det gør at forsøge at indfri forventningerne.
Men det KAN lade sig gøre at få en rigtig dejlig autismevenlig jul. Har man en autist i familien, vil jeg derfor anbefale, at man overvejer, om man har husket følgende:
- Nedjustering af krav og forventninger helt generelt
- Benhård prioritering af dét, der er vigtigst og gør én allermest glad – ingen kan det hele
- Forventningsafstemning med de mennesker, man ønsker samvær med i julen
- Ikke at presse en autist til at spise julemad, men at huske at have safefood tilgængeligt
- At autisten får selvreguleret og har tid til at nyde sensoriske input (musik, kram, stearinlys, mad og lignende)
- Bearbejdning af indtryk fra juledagene i roligt tempo
- At tillade autisten at bruge hjælpemidler som for eksempel høreværn, skærm og tyngdeprodukter
- Tilvalg af de elementer og arrangementer i julen, der giver mening og ikke er for overstimulerende (overvej justering og til-/fravalg i forhold til gaver, mad, fester, traditioner og så videre)
- Fysisk og mental hvile
- Prioritering af alenetid, ro og interesser
- At tage tidligt hjem, holde en pause eller takke nej til et arrangement, hvis det viser sig at blive for meget
- At nyde gaver i ro og mag uden forstyrrende elementer og krav om særlig reaktion
- At bede om flere informationer, tidshorisonter og detaljer i forbindelse med elementer med høj nyhedsværdi
Det vigtige ved julen er ikke dens udtryk, men hyggen og nærværet. Julen behøver ikke at ligne den, du ser på TV, eller den, som naboen har. Så længe I har hinanden og kommer igennem dagene på en måde, der giver mening for jer som familie, er det en succes.
Rigtig glædelig jul!