Det autistiske pleaserbarn

Som barn har jeg aldrig strittet imod, når der skulle børstes tænder, friseres hår eller klippes negle. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg i mit liv er blevet udadreagerende.
Jeg har aldrig nægtet at gå med ind i fysiske butikker eller at tage med på tur som lille. Jeg har aldrig bedt om hjælp til at tage mit tøj på eller af, efter jeg lærte, hvordan man gjorde.

Jeg har meget sjældent sagt med ord, at jeg ikke ville i skole. Jeg spiste i langt de fleste tilfælde, hvad folk serverede, når jeg var på besøg. Jeg har sjældent insisteret på at bestemme, hvad de voksne foretog sig. Jeg kæmpede for at lave mine lektier – også dem, der ikke gav mening eller var uinteressante – og jeg lavede dem! Jeg brokkede mig sjældent ved skift og lod pænt diverse barnepiger passe mig. Jeg har altid fået ros for at være høflig, omgængelig, velopdragen og nem.

Det lyder også nemt, ikke? Og jovist, det var det også for mange voksne omkring mig. Men ikke for mig. Jeg var nemlig et autistisk pleaser-barn.

Når barnet pleaser

Måske kender du det pleasende barn? Måske var du selv dét barn? Barnet, de voksne roser for sin høflighed, sin omgængelighed, sin medgørlighed, sin høje tilpasningsevne og vilje til at hjælpe og drage omsorg for andre.

Barnet, som omgivelserne bestemt ikke mener er autistisk, da det typisk er ekspert i maskering og er afholdt for sin ”favnende” adfærd. Barnet, der altid gør, som der bliver sagt, og som er enormt pligtopfyldende og høflig. Nogle steder omtales dette barn som ”det perfekte barn” eller ”det nemme barn”. For barnet gør ikke meget væsen af sig, brokker sig stort set aldrig og udtrykker meget sjældent negative meninger og holdninger eller utilfredshed – i hvert fald ikke i utrygge kontekster.

Det er selvfølgelig fristende at blive stolt som forælder og fortsat opfordre barnet til at bevare denne adfærd. Men i mange henseender er det en overlevelsesmekanisme, barnet har udviklet.

En pleasende adfærd, også kaldet fawning, opstår som respons på faretruende eller stressende situationer. Og for et autistisk barn kan en ganske almindelig skoledag for eksempel let opleves sådan – måske fordi barnet udsættes for mobning/forkertgørelse, eller fordi dagen er overstimulerende og uforudsigelig. Barnet er altså på massivt overarbejde, når det fawner. Der er ikke tale om almen ”god opførsel”, men om at barnet konsekvent går på kompromis med sig selv, fordi det føler sig utrygt.

Hvad er fawning?

Fawning er (frit oversat fra Cambridge Dictionary): ”At rose nogen for meget og give dem en masse opmærksomhed, der ikke er oprigtig, for at få en positiv reaktion”.

Fawning er en respons på samme måde som flygt, frys og kæmp, som netop opstår, når man oplever noget som værende en trussel/fare. Når man fawner, søger man at please og tilfredsstille sig ud af faren.

Tegn på pleasende adfærd

Barnet, der pleaser meget, opfører sig typisk meget høfligt og er ”over-hjælpsom” i alle henseender. Det tænker altid på andre før sig selv, gør alt for ikke at oprøre andre og er som regel enig i alt det, andre mennesker siger.

Barnet føler, at andre menneskers sindsstilstande og behov er vigtigere end dets egne og siger derfor oftest ja til alting. Det roser/smigrer tit andre, og det kan let føle sig ansvarlig for/skyldig i andres reaktioner – uden grund.

Maskering er for øvrigt også særligt udtalt for mange af de pleasende børn, og de går ofte op i at passe ind, ligesom de let lader sig føje eller lader andre bestemme. Med pleasingen følger ofte mange bekymringer, og et barn, der fawner, vil som regel tænke enormt meget over alting. Det farlige ved pleasing er, at disse børn ofte får ros af de voksne for deres tilpasningsevne og for at være pligtopfyldende og omgængelige, hvilket ansporer dem til at fortsætte med at please.

Er man kognitivt udfordret eller har besvær med at gennemskue konsekvenser grundet nedsat forestillingsevne, eller er man bare meget sig selv (ingen maskering), vil man typisk være ”bedre” til at sige fra og til og dermed ikke være disponeret for pleasende adfærd.

En overlevelsesmekanisme

Fawning er en måde at overleve på. Det fjerner fokus fra barnet selv, der dermed undgår forkertgørelse og konflikter og typisk bliver rost rigtig meget af de voksne. Barnet forekommer nemt, fordi det kræver meget lidt, men på sigt kan det have store konsekvenser at fawne sig gennem livet.

Eksempelvis kan det blive utrolig svært for barnet at mærke og sætte grænser. Barnet tør ikke gøre sig uenig med andre. Det ved sjældent, hvad det selv mener eller føler. Og det kan let komme til at udholde stimuli og situationer, der slet ikke matcher dets egentlige tolerance, hvilket kan medføre overstimulering (oftest med reaktioner/nedsmeltninger derhjemme).

Barnet bliver som regel konfliktsky med tiden, er i risiko for at blive udnyttet af andre og vil ofte opleve en udpræget forkerthedsfølelse og/eller manglende identitetsfølelse.

Det lærer at ignorere signaler fra kroppen om overstimulering, overtrædelse af grænser og egne behov, og det udvikler tit lavt selvværd, ligesom det får enormt svært ved at stå ved sig selv og finder sig i alt for meget.

Perfektionisme, frygt for at fejle og Rejection Sensitivity Dysphoria (højnet følsomhed for afvisning og kritik) er også almindelige følgesvende hos pleasende børn. Og fordi de er så ”nemme” og dygtige til at aflede folk og behage andre mennesker, kan de være utrolig svære at diagnosticere.

Blogindlægget forsætter længere nede...