Lad mig fortælle dig om RSD: følsomhed over for afvisning

Konstant på vagt

Har man RSD, er man konstant på vagt. Man overreagerer og fejltolker andres intentioner, ansigtstræk og formuleringer i en sådan grad, at man konstant føler sig kritiseret, dømt eller afvist. En tendens mange autister helt naturligt har med sig, da flere af os netop kan have svært ved at læse andre mennesker. Med RSD forstærkes den tendens yderligere.

Det hele kan generelt blive ekstra intensiveret som autist, fordi vi oftere oplever at blive kritiseret og fravalgt, netop fordi vi er anderledes. Vi dømmes for vores unikke tankevirksomhed, måde at anskue livet og oplevelser på, kaldes sarte og uopdragne, forkælede og underlige. Ordene rammer hårdt, og der er mange af dem. Jo oftere vi dømmes og kritiseres, des mere vil vi have tendens til at reagere herpå.

Disponerende faktorer

Der er mange elementer i RSD, når man har autisme. For det første gør vores anderledes væsen, at vi forsøger at tilpasse os, og dermed udvikler følsomhed overfor afvisning, fordi vi ikke er som alle de andre. For det andet oplever vi generelt alting, og især følelser, mere intenst end andre mennesker, hvilket ofte kan forstærke adfærden. Og for det tredje er der rigtig mange af os, som netop mærker på egen krop, hvordan det er at blive afvist, dømt og kritiseret, hvorfor risikoen for RSD betydeligt øges. Så det giver rigtig god mening i min optik, at man er mere disponeret for Rejection Sensitivity Dysphoria, hvis man er autist.

Fokus på styrkerne og accept

Men hvad kan man så gøre? Hvis vi tager udgangspunkt i de tre ovennævnte disponerende faktorer, vil jeg mene, at det er vigtigt både at tilpasse omgivelserne, lære at acceptere sin autisme ved at holde fokus på fordelene og styrkerne samt at arbejde meget med sine følelser.

Med sidstnævnte tænker jeg på at forsøge at rationalisere sig ud af dem, da autister ofte er gode til logik. Jeg gør som regel det, når jeg spekulerer på, hvad andre måtte tænke om mig, at jeg spørger mig selv, om jeg tror eller ved, om det er sandt.

Hvis jeg ved det, kan jeg arbejde med det. Hvis jeg tror det, giver det ikke mening at spekulere på det, eller også forsøger jeg at finde ud af det ved at spørge ind til det, jeg spekulerer på. Kan man på nogen måde arbejde med disse følelser, er jeg sikker på, at det kun vil gøre godt.

Men erfaring gør også meget. Jo ældre man bliver, desto mere lærer man, at langt de fleste mennesker faktisk har alt for travlt til at gå op i alt det, andre folk gør, og at de oftest spekulerer på dem selv.

Og så er det uhyre vigtigt at gøre noget godt for sig selv. Som autist kunne det være at dyrke sine særinteresser, hygge med gentagelser og rutineprægede opgaver eller at stimme for at regulere nervesystemet. Simpelthen at tanke op på alt det positive man overhovedet kan komme i nærheden af. Netop ved fokus på de positive sider af autismen kan selvværdet styrkes og dermed også selv-accepten.

Jo mere man accepterer sig selv og hele sit væsen, desto lettere bliver det at begå sig i denne verden. Og jo mere verden forstår, desto nemmere bliver det at interagere med andre mennesker uden frygt for kontant kritik og afvisning. Det er vigtigt, at omgivelserne tilpasses, og at autisten ikke fortsat mødes med afvisninger og kritik. Her skal man være skarp i sin kommunikationsform og sætte sig ind i, hvordan autistiske mennesker kommunikerer for at sikre, at der ikke opstår misforståelser, som kan tolkes som værende kritik eller fordomme.

Har man RSD, er man ikke forkert. Man er skadet af tidligere oplevelser, har et selvværd, der kræver at blive plejet, man mødes ikke korrekt i sine omgivelser, og man har et meget rigt følelsesliv. Derfor tror jeg, det vigtigste er netop ikke at gøre mennesket forkert, da det er så essentiel en baggrund for, at problemet eksisterer.

Kan man arbejde grundigt med forkerthedsfølelsen, bygge et sundt selvværd op og mødes med accept såvel udefra som indefra, kommer man langt. Nøglen til det gode liv som autist er for rigtig mange nemlig netop accept. Accept fra omgivelserne og accept af sig selv som det unikke menneske man er."