Hvis jeg ved det, kan jeg arbejde med det. Hvis jeg tror det, giver det ikke mening at spekulere på det, eller også forsøger jeg at finde ud af det ved at spørge ind til det, jeg spekulerer på. Kan man på nogen måde arbejde med disse følelser, er jeg sikker på, at det kun vil gøre godt.
Men erfaring gør også meget. Jo ældre man bliver, desto mere lærer man, at langt de fleste mennesker faktisk har alt for travlt til at gå op i alt det, andre folk gør, og at de oftest spekulerer på dem selv.
Og så er det uhyre vigtigt at gøre noget godt for sig selv. Som autist kunne det være at dyrke sine særinteresser, hygge med gentagelser og rutineprægede opgaver eller at stimme for at regulere nervesystemet. Simpelthen at tanke op på alt det positive man overhovedet kan komme i nærheden af. Netop ved fokus på de positive sider af autismen kan selvværdet styrkes og dermed også selv-accepten.
Jo mere man accepterer sig selv og hele sit væsen, desto lettere bliver det at begå sig i denne verden. Og jo mere verden forstår, desto nemmere bliver det at interagere med andre mennesker uden frygt for kontant kritik og afvisning. Det er vigtigt, at omgivelserne tilpasses, og at autisten ikke fortsat mødes med afvisninger og kritik. Her skal man være skarp i sin kommunikationsform og sætte sig ind i, hvordan autistiske mennesker kommunikerer for at sikre, at der ikke opstår misforståelser, som kan tolkes som værende kritik eller fordomme.
Har man RSD, er man ikke forkert. Man er skadet af tidligere oplevelser, har et selvværd, der kræver at blive plejet, man mødes ikke korrekt i sine omgivelser, og man har et meget rigt følelsesliv. Derfor tror jeg, det vigtigste er netop ikke at gøre mennesket forkert, da det er så essentiel en baggrund for, at problemet eksisterer.
Kan man arbejde grundigt med forkerthedsfølelsen, bygge et sundt selvværd op og mødes med accept såvel udefra som indefra, kommer man langt. Nøglen til det gode liv som autist er for rigtig mange nemlig netop accept. Accept fra omgivelserne og accept af sig selv som det unikke menneske man er."