En morgen i maj – et skriv om skolefravær, familieliv og livet omkring børn med særlige behov

En morgen i Maj

"En morgen i maj" er en fiktiv litterær tekst. Personer, hændelser og detaljer er litterært bearbejdede, og teksten skildrer ikke et bestemt barn eller en bestemt familie. Den er inspireret af erfaringer og fortællinger om familieliv, skolefravær og livet omkring børn med særlige behov.

Teksten er skrevet af Lisa Duus Nielsen, cand.mag. i dramaturgi og kvinde bag profilen Autisme uden filter.

Klokken er 6.30.
Jeg vågner. Eller det vil sige – vækkeuret ringer og vækker mig. Jeg åbner øjnene. Først
langsomt.
De første sekunder er altid hellige. Det er lige dér, jeg stadig ikke kan huske alvoren. Men
som enhver anden morgen er de sekunder flygtige og virkeligheden nærværende.
Han ligger tæt på mig. Jeg kan høre hans vejrtrækning. Den er stadig helt rolig. Jeg har
lyst til at gemme mig under dynen, som var den et fysisk skjold mod både lyd, lys og
virkelighed.
Men det er den ikke. Realiteterne tvinger mig ud og op og væk fra det, jeg længes efter.
Det, jeg troede ville være.

Klokken er 6.32.
Jeg vækker ham. Ganske blidt. Skræmmende bevidst om, at han ikke må opfange de
stresshormoner, min krop allerede udsender.
”Godmorgen, skat,” siger jeg forsigtigt.
”Solen skinner,” siger jeg så.
Jeg prøver at få fokus hen på mig selv, så han ikke tænker for meget over dagens
program.
”Jeg tror, jeg vil ud i det gode vejr i dag,” siger jeg og smiler.
Jeg går ud af sengen og siger forsigtigt:
”Du kommer bare, når du er klar.”
Han svarer ikke.
Jeg når to skridt ud i gangen, og så kommer det. Som en bjørn, der brøler:
”VEEEEEENT! JEG KOMMER KUN OP, HVIS DU VENTER PÅ MIG.”
Jeg fryser.
Venter selvfølgelig.
Faktisk vender jeg mig straks om, tager mit overbevisende smil på og er i et spring inde på
værelset igen.
Jeg overvejer med lynets hast, hvilken taktik jeg nu skal bruge. Enten står jeg bare
afventende i døren. Måske med min telefon i hånden, så han ikke mærker et pres. Så jeg
udstråler størst mulig ro.
Min anden mulighed er at springe op i sengen med al min energi og kilde ham. Mens jeg
kilder, vil jeg synge:
”Hvad er det for en lille bjørn, der råber af sin mor? Sådan en må man kilde …”
I dag vælger jeg det første.
Mest fordi jeg her kan gemme mig bag min telefon. Overskuddet til en kildetur findes ikke.
Jeg får lyst til at lave dagens første opslag på Insta.
”Ønsk mig held og lykke.”
Jeg skriver teksten oven på et billede af min søns skoletaske, og de første kommentarer
tikker allerede ind.
”Åh. Tanker til dig, søde.”
”Føler med jer.”
”Vi prøver ikke engang mere.”
”Hjemme for 2. år i træk. Suk.”
Jeg læser dem, mens min søn spontant går ud af sengen. Indpakket i sin dyne bevæger
han sig mod stuens sofa.
”Kom,” råber han bare.
Og jeg kommer.
Jeg overvejer ikke engang, at sådan taler man ikke til sin mor. Eller bare – sådan taler
man ikke.
Jeg er bare taknemmelig for, at han nu er ude af sengen.
1:0 til mig!

Klokken er 6.45.
Han lander i sofaen.
Det er okay. Vi har stadig fin tid.
Jeg stiller mig i køkkenet, klar til at smøre hans morgenmad. Jeg overvejer, om jeg kan
tænde for radioen, eller om det mon vil genere ham.
Jeg tænder.
Der går to minutter, så råber han:
”Sluk!”
Og efterfølger med:
”Jeg er suuuulten.”
Jeg smører det, han bedst kan lide. Hvidt brød med Nutella. Altid det samme. To stykker.
Jeg sætter dem på bordet foran ham uden en lyd. Jeg ved, han registrerer det, selvom han
ikke skænker mig så meget som et blik.
Klokken er 7.00.
Jeg går selv på badeværelset.
Jeg kigger mig i spejlet.
Jeg ser gammel ud. De grå hår titter ud alle vegne, mine bryn er uplukkede, mine tænder
er gule af al den kaffe, min mave hænger ud over mine natbukser, og mine briller er
knækkede.
Sølle er det.
Men hvornår skal jeg gøre noget ved det? Og for hvilke penge?
Min tid går med min søn, og de penge, jeg tjente engang, kan jeg ikke tjene, så længe han
er hjemme.
Jeg overvejer et bad, men orker ikke.
For hvis skyld skulle jeg gøre det?
”Din egen,” kan jeg høre min mors stemme for mit indre.
Men jeg er ligeglad med mig selv.
Jeg er forsvundet. Væk.
Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvornår jeg sidst var her.
Jeg er blevet et serviceorgan. En form for omvandrende AI, der reagerer på de
kommandoer og signaler, mit barn udsender.
Jeg skifter natbukserne ud med joggingbukser, tager en vådserviet under armene, smører
dem med en sjat af min mands deo, sætter håret i en knold og børster mine tænder.
Det må være godt nok for nu.
Klokken er 7.10.
Jeg lagde hans tøj klar i går. Hans yndlingsbukser. Dem, der stadig er bløde i det grå
joggingfor. Hans T-shirt. Den, hvor mærkerne er fjernet med opsprætteren, jeg arvede fra
min mormor.
Intet spor er der tilbage af ”Made in China” eller ”str. Small”.
”Du får aldrig penge for den fodboldtrøje,” siger min mand, da jeg står med opsprætteren i
hånden.
”Hvorfor?” spørger jeg.
”Ja. Du fjerner jo ligesom alle beviserne på, at den er ægte.”
”Fuck det,” tænker jeg, da han går.
Blusen er sikkert slidt fuldstændig op til den tid. Alt det Nutella, han tørrer af i den. Alle
bidemærkerne ved kraven.
Ingen gider give penge for skrald.

Klokken er 7.15.
Han skal have tøj på, men jeg er stadig fuldt bevidst om ikke at stille krav.
Jeg er ved at sige:
”Du skal have tøj på nu.”
Men jeg når at rette mig selv:
”Jeg lægger dit tøj her, skat,” siger jeg og smiler.
Jeg fortsætter henkastet:
”Det bliver sjovt med idræt i dag, hva’?”
Hans yndlingsfag. Måske kan jeg minde ham om, hvorfor skole er fedt.
Det er endnu et sats, men går den, så går den.
I dag gik den.
Han rejser sig og begynder at tage tøj på. Han fjerner ikke blikket fra skærmen, der følger
med ham overalt. Toilet. Tandbørstning.
Hvordan man kan tage sokker på med en skærm i hænderne, forstår jeg stadig ikke.

Klokken er 7.22.
Han lægger skærmen.
Den er kun til brug om morgenen. Som afledning fra virkeligheden.
Det er for alvor nu, slaget skal stå.
Han og jeg tager sko på. Jeg er begyndt at smalltalke. Måske for meget, men nervøsiteten
sætter ordene i bevægelse.
Skoen irriterer ham. Det er tydeligt.
”Mine sko er for små,” siger han.
”Vi køber nogle nye i eftermiddag,” siger jeg.
”Det skal være de samme,” siger han.
Vi går ud ad døren og sætter os i bilen.

Klokken er 7.25.
Vi sidder i bilen, men jeg har glemt at låse hoveddøren.
”Mor, vi skal køre om tre minutter. Ellers kommer vi for sent,” siger han tvært.
Jeg kan se på ham, at min opførsel langt fra er okay.
Og jeg rammes af skyld. Igen.
En følelse, der efterhånden har brændt sig fast i mig.
Jeg smiler overdrevent og siger:
”Jeg skynder mig!”
Jeg løber op mod hoveddøren, låser den og går tilbage mod bilen, men jeg kan allerede
se hans blik på lang afstand.
”ÅH!” råber han. ”De lortesko. De er for små.”
”Tag dem bare af,” siger jeg. ”Jeg henter dine klipklappere.”
Han flår skoene af og kaster dem desperat op mod bilens forrude.
Mit hjerte hamrer, men jeg henter alligevel klipklapperne.
Jeg lægger dem på hans skød og smiler.
Jeg fjerner roligt skoene fra forruden. Mest fordi han så ikke kan kaste dem i hovedet på
mig, skulle han få en nedsmeltning undervejs.
Jeg smider dem om på bagsædet til mængden af rod, jeg burde tage mig af.
Men jeg synes hele tiden, jeg skal regulere et nervesystem.
Jeg sætter bilen i gang, og vi kører.
Kun ét minut for sent i forhold til hans tidsregning.

Klokken er 7.29.
Han sætter musik på, og vi synger med.
Jeg forsøger at lette stemningen. Spørger til dagen. Taler om de andre bilister. Forsøger
med ”Gæt et dyr”.
Det går godt.
Vi nærmer os skolen.
Han siger endda:
”Godt, mor. Se, vi når det.”
Jeg føler mig som et barn, der får ros af sin far.
Jeg forsøger at støde tanken væk, for den giver mig kun skyld og skam.
For jeg ved, at alle de andre mødre og fædre og psykologer og terapeuter vil fortælle mig,
at jeg skal sætte grænser for mit barn.
Men sætter jeg de grænser, så får jeg ham aldrig ud ad døren.
Det ved jeg bare.

Klokken er 7.57.
Vi kører ind på skolens parkeringsplads.
Jeg må ikke træde ud af bilen, for det er pinligt.
Men jeg må blive siddende stille.
Helt stille.
”Husk nu, du må ikke sige noget.”
Min grænse er nået, og jeg siger:
”Selvfølgelig siger jeg godmorgen. Det er sådan, man gør.”
Hans lærer kommer ud og bevæger sig ned mod bilen. Jeg åbner døren på klem og siger:
”Godmorgen.”
Han svarer smilende:
”Godmorgen. Har du mon en dreng med i dag?”
Jeg kan også mærke hans nervøsitet, men vi siger det ikke højt.
For her holder vi.
Endelig.

Klokken er 8.00.
Han stikker hovedet ind i bilen.
”Godmorgen,” siger han til min søn.
”Hej,” svarer mit barn.
Han stiger ud af bilen, følger med den voksne, og der sidder jeg. Føler mg underligt
forladt.
Jeg trækker vejret dybt og tænder bilen.
Jeg har én time, før jeg skal hente ham igen.
Jeg vil have en god kop kaffe på Emmerys.
Men jeg hører det, før jeg ser det.
Døren til skolen går op.
Der står han.
Foran bilen igen.
Han åbner døren, sætter sig ind og siger:
”Du er en lortemor. Jeg vil ikke i skolen.”
Jeg påtvinger mig et smil for ikke at påføre ham den skyld og skam, jeg selv føler. For ja,
jeg er en lortemor. Alle andre mødre kan få deres børn i skole. Bare ikke mig.
Jeg siger:
”Kom – vi køber en is.”

Klokken er 8.02.
Vi kører hjem.