Den sociale hjerne – del 1

Social kognition

Vi har brug for at være sammen med andre mennesker, fordi vores hjerne i høj grad beskæftiger sig med sociale funktioner. De sociale funktioner, som vi har og bruger, stammer fra vores sociale kognition. Det er de processer i vores hjerne, som bearbejder sociale interaktioner.

Alle har en social kognition, og dette gælder også for mennesker med autisme. I den autistiske hjerne er der blot en forstyrrelse i den sociale kognition, hvilket får de sociale funktioner til at virke anderledes. Derfor er der også forskel på, hvordan de sociale funktioner kommer til udtryk hos personer med og uden autisme.

Forkerthedsfølelse

Forskellen på den autistiske hjerne og den neurotypiske hjerne beror sig på flere forskellige aspekter af den sociale kognition.

Et af aspekterne har at gøre med den måde hjernen bearbejder selvrepræsentation på, som er den repræsentation man har af sig selv som et socialt væsen i den sociale verden. Forskning tyder på, at forstyrrelsen i denne repræsentation er en afgørende forskel på den neurotypiske og den autistiske hjerne. Det kan gøre det svært at regne ud, hvilken betydning man har i sociale interaktioner, og om man nu opfører sig på den ”rigtige” måde. Uanset om de andre personer i situationen ikke oplever noget bemærkelsesværdigt, kan følelsen af ikke at passe ind være nok til, at man gerne vil undgå sådanne situationer.Et andet aspekt har at gøre med den måde vores socialkognitive mentaliseringsevne udvikler sig på. Mentaliseringsevnen gør det muligt for os at sætte sig ind i andres sindstilstande, såvel som vores egne. Vi mentaliserer om tanker, følelser, intentioner, ønsker, behov og mål.

Mentalisering kommer fx til udtryk, når vi siger højt, at vi godt kan forstå, hvorfor nogen er ked af tabet af deres første kæledyr, fordi vi sætter os ind i, at det må være hårdt at miste nogen, man har holdt af og passet på i mange år, og man kan se, at de er påvirkede på deres våde øjne og knækkede stemme. Det kan også være, når vi automatisk reagerer på en udstrakt hånd ved at give den et håndtryk, når vi møder nogen for første gang, fordi vi aflæser det som en hilsen.

For mange år tilbage var forskere interesserede i, om personer med autisme var født uden en mentaliseringsevne, og at det kunne være dette forhold, der karakteriserede diagnosen. Man mente, at personer med autisme havde en form for ”sind-blindhed”, og at de ikke var i stand til at sætte sig i en andens sted.

Forståelsen af mentaliseringsevnen og den sociale kognition har dog senere udviklet sig til, at evnen er reduceret hos personer med autisme. Dette betyder, at selvom evnen kan være hæmmet for personer med autisme, så er den der, og den er noget, alle mennesker er prædisponerede til at kunne udvikle. Udviklingen af evnen ser blot anderledes ud i den autistiske hjerne.

Mentaliseringsevne

Det er derudover også blevet bredere accepteret, at evnen ikke er en finit størrelse, som kan beskrives som god, dårlig eller ikke-eksisterende. Man ser den snarere som en dynamisk evne. Dette betyder, at vi ikke altid er lige gode til at mentalisere, og at de fleste mennesker vil opleve, at deres mentalisering svigter i løbet af en normal arbejdsdag. Nogle situationer er bare sværere at være mentaliserende i end andre, og det gælder for personer med og uden autisme, at det kan handle om, hvem det er, vi står over for.

Det ændrer dog ikke på, at det stadig er svært at sætte sig i andres sted og forstå deres ønsker og intentioner, pga. den hæmmede mentaliseringsevne, som er en realitet for de fleste personer med autisme.

I blogindlægget “Den sociale hjerne – del 2” vil vi give nogle bud på, hvilke sociale situationer der er vanskelige, og hvorfor de er så vanskelige.

Hos Molis udbyder vi kurser i autisme og den sociale hjerne, hvor der gives en dybere indføring i forskellene på den autistiske og den neurotypiske hjerne samt en omfattende indføring i den sociale kognitions betydning.