Om ti minutter skal du slukke for:
… din iPad
… din computer
… din PlayStation
… din mobil
… fjernsynet
Den sætning er der nok mange forældre til børn med autisme og ADHD, der hører sig selv sige på ugentlig eller daglig basis.
De sidste 10 år har tablets og smartphones ændret vores verden markant. Skærm er blevet en stor og naturlig del af børn og unges hverdag, og det er nok de færreste - hvis ingen - børn og unge, der kan forestille sig en verden uden internet og mobiltelefoner.
I Frankrig har de indført totalforbud mod private mobiltelefoner i skolen, hvilket har fået debatten herhjemme til at blusse op. Bør vi også gøre det samme i Danmark?
Deadline på DR2 tog debatten op i fredags. Den udsendelse kan du se her. Udsendelsen omhandlede børn og unge generelt, og det var også i denne forbindelse, at jeg, Ea, udtalte mig i programmet angående mobiltelefoners indvirkning på børn og unges sociale relationer og kompetencer.
Forskning viser nemlig, at forbrug af skærm, herunder mobiltelefoner, iPads, sociale medier osv., har langt større konsekvenser, end de fleste af os går og regner med. Det har konsekvenser blandt andet socialt, kognitivt, fysisk og psykologisk.
Socialt kan vi se, at det forringer de sociale kompetencer, hvis man er meget på skærmen. Herunder nedsættes evnen til empati og samspil med andre mennesker.
Hjernen fungerer efter princippet use it or loose it, og derfor mister vi sociale kompetencer ved et stort skærmforbrug. Simpelthen, fordi skærmen ikke stimulerer og opøver de hjerneområder, som har med sociale kompetencer at gøre.
Kognitivt kan vi se, at børn mister evnen til koncentration og nærvær, og at indlæringen bliver sværere. Blandt andet fordi man via skærm får rigtig meget af belønnings-signalstoffet dopamin, som vi ikke får nær så effektivt andre steder fra. Og dopamin er noget af det mest afgørende for, hvad vi vælger at gøre, altså vores adfærd. Vores adfærd er forenklet sagt styret af, hvordan vi opnår mest mulig dopamin.
Selvfølgelig skal det balanceres med, at vi også skal gøre mindre dopaminbetingede ting (som at læse til eksamen eksempelvis), for at vi kan opnå mål på den lange bane. Men det er noget, der skal oplæres gennem udviklingen. For at vi kan gøre ”kedelige” (ikke-dopamin-bundne) ting for på lang sigt at opnå belønning, skal vi have nogle veludviklede, modne frontallapper (forreste del af hjernen), og de er først færdigmodnede i midten af tyverne. Så skærm er som en gigantisk, endeløs slikpose, der altid vil ligge og brænde i lommen på børn.
For mange børn og unge bliver det svært at følge med i undervisningen, fordi de blot venter på, hvornår de må ”række ned i lommen efter slikposen” – altså hvornår de kan få deres næste dopaminfix, ved at sidde med deres mobil. Så skærmen skal helt væk for, at vi ikke fristes til at række ud efter den, og altså derved få forstyrret vores koncentration, nærvær og indlæring.
Af fysiske symptomer viser forskningen, at skærmforbrug har stor indflydelse på søvnen. Det kan føre til søvnforstyrrelser, blandt andet fordi skærmlyset nedsætter udløsningen af søvnhormonet melatonin, der skal hjælpe os til en god, dyb og givende søvn.
Samtidig gør dopaminfixet før sengetid det svært at få pulsen til at falde til ro, så vi kan falde i søvn og få en god nattesøvn. Og søvnforstyrrelser kan have en lang række negative konsekvenser: vi har større tendens til depression, angst, stress og selvskade for blot at nævne nogle få konsekvenser, når vi ikke får nok søvn.
For nogle børn og unge kan det også betyde, at de isolerer sig mere og mere og i sidste ende bliver skolevægrende.
Psykologisk viser forskningen blandt andet, at vores evne til impulskontrol nedsættes, og at der er større risiko for lavt selvværd ved et stort skærmforbrug.
Ovenstående er kun et lille udpluk af, hvad forskningen viser.
Så hvor går et normalt skærmforbrug? Og hvor sætter vi grænsen – skal vi indføre forbud mod mobiltelefoner?
Jeg synes, det er rigtig godt, at der kommer fokus på skærms indvirkning på børn og unge. Fordi udviklingen er sket så hurtigt, er det også nærmest usynligt, hvilken indvirkning det har på os, og vi har ikke kunne nå at tage stilling til skærmes tilstedeværelse i vores daglige liv. Mit faglige gæt er, at vi i fremtiden kommer til at opdage langt mere, at skærm har mange flere negative konsekvenser for børn og unges udvikling, end vi regner med i dag. Hvis vi altså ikke finder en balance og er opmærksomme på, hvordan og til hvad vi bruger skærmen.
For samtidig er det vigtigt at huske på, at skærmen også har mange fordele, og at den netop for børn og unge med autisme og ADHD er et uundværligt hjælpemiddel. Skærm er samtidig også udformet således, at den passer utrolig godt sammen med børn og unge med autisme og ADHD’s hjerner. Den er logisk, forudsigelig, stabil, rationel og mange andre ting, der passer en hjerne med autisme rigtig godt.
Jeg kunne skrive meget mere om, hvorfor skærm er så tillokkende for hjerner med autisme og ADHD, for når man dykker ned i det, giver det så god mening. Det er blandt andet noget af det, vi uddyber på et af vores kurser, som kredser om skærmforbrug og -afhængighed hos børn og unge med autisme eller ADHD. På vores kursus om autisme og skærm kan du få konkret, praktisk og tilgængelig viden om hjernens funktion og skærms påvirkning af hjernen, så du kan tage denne viden med hjem og videreformidle. Derudover konkrete redskaber til håndtering og regulering af skærmforbruget.
Mange med autisme og ADHD har interesser, der indebærer skærm, og de finder ofte i skærmen ro og tryghed og en følelse af identitet og at være god til noget. Det er vigtigt, at vi fortsat giver dem muligheden for det.
Så, skærmen skal selvfølgelig have en plads i hverdagen, og vi skal også værdsætte alle de gode ting, der følger med. Som for eksempel den aflastning og støtte, som skærmen kan give frontallapperne, fordi vi med telefonen altid har kalender, alarmer, noteslister, direkte adgang til forældre via sms osv.
Ligeledes kan skærmen støtte op om motoriske udfordringer, eksempelvis ved at man kan skrive på sin iPad frem for i hånden.
Så alt i alt handler det altså om at have en bevidsthed om, hvordan og hvornår vi bruger skærmen, og at vi finder en balance.
Men for at vende tilbage til ”Om ti minutter skal du slukke for…”. Mon ikke mange forældre kender til og ved, hvor mange konflikter og nedsmeltninger den sætning kan medføre. I næste nyhedsbrev vil jeg komme ind på, hvordan man kan løse den udfordring.
Blogindlægget forsætter længere nede...
Gode råd om skærm og autisme/ADHD
Brug to minutter sådan her og undgå nedsmeltninger, når dit barn skal slukke skærmen
I de seneste år er der kommet større og større fokus på skærmforbruget hos børn og unge. Og dette er vigtig at tage stilling til forbruget og hvad man kan gøre for at regulere et eventuelt overforbrug af skærmen.
Men hvad gør man ved et stort skærmforbrug? For netop børn og unge med autisme og/eller ADHD er der større risiko for at blive afhængige eller have et meget stort forbrug af skærm, da skærm (altså iPad, computer, mobiltelefoner, Playstation mm.) tiltaler dem i endnu højere grad end neurotypiske børn (neurotypiske betyder børn uden autisme).
Skærm passer nemlig rigtig godt til en hjerne med autisme eller ADHD, fordi skærmen er forudsigelig, logisk og systematisk. Den er også god, fordi den undgår det, der kan være svært for en hjerne med autisme, nemlig at skulle aflæse ansigtsudtryk, tonefald samt den angst, der trigges ved uforudsigelighed og risikoen for at begå fejl.
En skærm føles tryg, og man kan altid slette, slukke eller starte forfra. Og det på en helt anden måde, end man kan ude i det virkelige liv blandt virkelige mennesker, hvor tempoet er højt, og hvor det kan være utydeligt, hvilke krav der er til en, og hvornår man har gjort noget rigtigt eller forkert.
Ligeledes finder man i den virtuelle verden et fælleskab, der er tydelige spilleregler og for mange giver det også en identitetsfølelse at være god til det med skærm.
Derudover er skærm jo enormt lokkende på grund af al den lækre dopamin (vores belønningsstof i hjernen), det giver, når man bruger den.
Og mere vil have mere, og hjernen vil gerne have al den dopamin, den kan få. Det på trods af, at for meget dopamin faktisk er skidt for os og gør os irritable og kortluntede. Men dopamin er ligesom sukker, de instinktive områder i hjernen vil have mest muligt af det.
Derfor skal vi i stedet have udviklet nogle højerestående funktioner, der kan regulere og hæmme de instinktive og mere primitive funktioner i hjernen. Så vi ikke ”æder uhæmmet løs af sukker og dopamin”.
At impulshæmme og regulere vores behov er noget, hjernen først er færdigmodnet til at kunne gøre, når vi er i midt tyverne – når vores frontallapper (også kaldet direktøren i hjernen) er færdigmodnede.
Så indtil det er på plads, er det de voksnes (forældrenes og fagpersonernes) opgave at være frontallapsdirektører og hjælpe med at regulere, behovsudskyde, impulshæmme og planlægge.
Men som de fleste forældre og fagpersoner nok ved, så medfører sætningen ”Du skal slukke for skærmen om ti minutter” ofte stor modstand. Det kan vise sig som alt fra indesluttethed, eder og forbandelser og gråd til voldsomme, udadreagerende reaktioner og nedsmeltninger.
Så hvad gør man?
Noget af det vigtigste er, at man gør sig bevidst om og har en holdning til, hvor meget ens barn må være på skærmen. Altså at man har en holdning til, hvad der er et sundt skærmforbrug (hvad end man er forælder, og det drejer sig om forbruget derhjemme, eller man er skoleleder/lærer, og det drejer sig om forbruget i skolen).
Så stil gerne dig selv spørgsmålene:
- Hvad synes jeg, er et acceptabelt og okay forbrug af skærm i timer pr. dag? Eller: Hvad synes vi som skole/bosted/institution er et acceptabelt forbrug?
- Hvornår synes jeg, at skærmen bør lægges væk/slukkes?
- Hvornår er det ok med undtagelser?
- Hvad kan skærmen bruges til?
Ud fra din besvarelse af spørgsmålene skal I som familie eller personalegruppe aftale nogle skærmregler, og disse regler skal skrives ned. Alle skal være indforstået med dem (om end det er ok at have modstand på dem som barn eller ung), og de skal være tydelige.
Én af de regler, som vi har herhjemme med en teenager med autisme, er, at der ikke er skærm på hverdage efter 17.30. Skærmen (altså både computer, iPad, mobiltelefon, PlayStation mm.) skal altid slukkes kl. 17.30.
Den eneste undtagelse er, hvis man er syg, hvilket er defineret ved, at man har feber eller kaster op (ja, vi har defineret sygdom tydeligt, for ellers kan det også give anledning til tvivl, når man har autisme).
Vi har også flere andre skærmregler på både hverdage og i weekenden, så ovenstående er blot ét eksempel på en regel. Denne regel har vi valgt, fordi vi gerne vil bruge aftenen på at være nærværende, spise og hygge sammen, og fordi vi ved, hvor vigtigt det er at give hjernen ro, før den skal i seng. At den får god tid til at geare ned, få pulsen og dopamin-niveauet stabiliseret, og at øjnene får ro og mørke til at udløse søvnhormonet melatonin, så man kan få en god og givende søvn.
Når man har fundet frem til, hvad man synes, er et acceptabelt skærmforbrug, og hvilke regler man gerne vil have i familien eller på skolen/institutionen, er der flere ting, man kan gøre.
Først og fremmest er det vigtigt at inddrage barnet eller den unge i, hvorfor man gør det. Altså fortælle dem om, hvordan skærm påvirker os og vores hjerner. Særligt den konkrete viden om, hvordan hjernen fungerer og udvikler sig, og hvordan skærmen påvirker denne udvikling, er gavnligt og effektivt for børn og unge med autisme. For det er konkret, faktuel og logisk viden, og på den måde kan det give mening, at man gør som, man gør, og mening betyder alt for en person med autisme!
Jeg vil dog lige give et tip om, hvordan man kan håndtere den svære overgang fra skærm til virkelighed. Anne Skov Jensen fra "Overlevelsesguiden.dk" har gjort mig opmærksom på, at det er beskrevet flere steder på nettet på engelsk som eksempelvis - "Mother.ly/parenting/how-to-turn-off-screen-time" – her er vores udlægning af det.
At binde en bro mellem den virtuelle verden og virkeligheden
Overgangen fra skærm til virkelighed kan nemlig være virkelig svær. Samtidig med at børn virkelig gerne vil. Som Ross Greene ihærdigt har gjort os opmærksom på:
”Børn vil, hvis de kan” (og ikke omvendt – tag ikke fejl!)
Som alle andre vil børn gerne føle sig set og hørt, og de vil gerne gøre det rette. Så vi skal hjælpe dem, både ved at være gode forbilleder (ja, du skal også huske at slukke skærmen og kigge op fra mobilen!), guide dem og give dem redskaber.
Så næste gang du skal hjælpe dit barn med den svære overgang fra den spændende, lokkende, vanedannende og trygge skærm ud i den virkelige, kaotiske og uforudsigelige (og ikke lige så spændende!) verden, så prøv dette:
Sæt dig ved siden af dit barn uden at sige noget. Observér i et minuts tid, hvad de laver på skærmen.
Prøv derefter at spørge ind til det. For eksempel: ”Det ser spændende ud. Hvilket niveau er du på?”. Spørg gerne så specifikt som muligt, og spørg med oprigtig interesse. Vis at du har lagt mærke til, hvad de laver/ser/spiller, og at du er nysgerrig på det og gerne vil vide mere.
Husk, at børn gerne vil føle sig set og hørt, og de vil elske at dele deres interesse og deres verden med dig.
Det vil betyde alt for dem, at du viser, at du gerne vil ind i deres verden.
Når barnet har besvaret 2-3 spørgsmål, så ved du, at de langsomt er i gang med overgangen fra den virtuelle verden til den virkelige verden. Så er du i gang med at binde bro mellem de to verdener.
Nu er det muligt at slukke for skærmen og gå i gang med en anden aktivitet, eksempelvis at spise aftensmad. Du har fået dit barn ud af den virtuelle verden på en blid og effektiv måde, hvor faldet af dopamin-niveauet ikke er lige så abrupt og voldsomt.
Jeg håber, du har lyst til at afprøve ovenstående, næste gang dit barn skal slukke for skærmen. Det tager kun to minutter, men det gør hele forskellen, for både dig og dit barn (og her tænker jeg ikke kun på forælder/barn-relationen, men også elev/lærer-relationen eller beboer/pædagog-relationen etc.).
Pøj pøj med selv at ligge skærmen/mobilen væk og med at hjælpe dit barn til at gøre det samme.
Her kan du bestille tid til terapi og rådgivning i Molis' afdelinger og online.
