AuDHD
I takt med den stigende opmærksomhed på både ADHD og autisme er det blevet tydeligere, at mange mennesker lever med en kombination af de to diagnoser og dermed dobbelt neurodivergens – også kaldet AuDHD.
AuDHD er en særlig neurotype, der ikke blot er en kombination af to tilstande – autisme og ADHD – men som udgør en kompleks neurologisk struktur, hvor modsatrettede behov og udtryk optræder samtidig, hvilket ofte gør hverdagen for mennesker med AuDHD både udfordrende og uforudsigelig.
ADHD og autisme påvirker hver især hjernen, opmærksomheden, den sociale forståelse, energi- samt stressniveauet, følelsesreguleringen og sansebearbejdningen på forskellige måder, men har også betydelige overlap – blandt andet inden for følelsesregulering og sansefølsomhed.
Vanskeligheder med opmærksomhed, eksekutive funktioner og socialt samspil på tværs af de to diagnoser gør, at der en risiko for såkaldt diagnostisk overskygning, hvor den mest fremtrædende tilstand skjuler den anden. Hos flere betyder det, at det kan være ADHD-trækkene, der fremstår tydeligst, mens de autistiske træk overses – særligt hos dem, som maskerer. Sammen med den store individuelle variation i, hvordan AuDHD kommer til udtryk, kan dette gøre det vanskeligere at identificere samtidig autisme og ADHD.
Det er ikke unormalt for individer med ADHD – selv når man er velmedicineret – at give udtryk for nedtrykthed og angst. I mange tilfælde kan det vise sig, at det er et tegn på underliggende autistiske træk, hvorfor der også er mange med AuDHD, der fejldiagnosticeres med eksempelvis social angst, kompleks PTSD, personlighedsforstyrrelser eller bipolar affektiv lidelse.
Udfordringer og indre spændingsfelter
Når de to diagnoser optræder og spiller sammen, kan trækkene forstærke hinandens udfordringer og give en hverdag præget af mental overbelastning og høj stress-sårbarhed. Mange med AuDHD oplever derfor stor indre uro, udfordringer med skift, udmattelse, overstimulering og behov for pauser og klare rammer, samtidig med at de kan have stærke kognitive og kreative ressourcer.
Et centralt opmærksomhedspunkt er det indre spændingsfelt, der ofte opstår hos personer med AuDHD, hvor ADHD’ens tendens til distraktibilitet, impulsivitet og handlingspræference kan kompromittere autismens behov for struktur, forudsigelighed og kognitiv forberedelse. Dette kan føre til funktionel desorganisering, emotionel udmattelse og øget sårbarhed over for både overstimulering og sociale krav.
Personer med AuDHD beskriver ofte en oplevelse af at være “i konflikt med sig selv” – fanget mellem behovet for struktur samt kontrol og det impulsive drive mod forandring samt afledning.
Det kan eksempelvis – generaliserende – vise sig ved, at man laver spontane planer (ADHD), men bliver meget ked af det, hvis planerne ændres eller afbrydes (autisme); at man har svært ved at organisere dagligdagen (ADHD), men samtidig har et udtalt behov for orden (autisme); at man har svært ved at være steder til tiden (ADHD), men bliver ked af det, når andre er forsinkede (autisme); at man glemmer trin i planer (ADHD), men har et samtidig behov for at udføre og følge planer til perfektion (autisme); at man fristes af at prøve nye madvarer (ADHD), men er særligt sansesensitiv i forhold til smag og tekstur (autisme); at man har behov for nye oplevelser (ADHD), samtidig med at man har behov for forudsigelighed og ensartethed (autisme).
Sådan kan vi hjælpe dig
I Molis giver vi psykologisk og pædagogisk behandling, støtte og rådgivning vedrørende AuDHD. Læs mere her.
Du kan også læse mere om autisme her og om ADHD her.
Artiklens indhold er leveret af klinisk autoriseret psykolog og ADHD-vejleder, Emma Krarup-Andersen, som også afholder kurser om AuDHD både i og ude af huset. Læs mere i vores kursuskatalog her.
Book konsultation
Her kan du bestille tid til terapi og rådgivning i Molis' afdelinger og online.
