Vi har fra starten valgt, at vi snakker åbent og ærligt om diagnoser og neurodivergens – med stort fokus på ikke at tale ned, men heller ikke male det lyserødt. Ærligt og kærligt taler vi i hverdagen om, hvad det betyder, og vi svarer så godt, vi kan, på de spørgsmål, som måtte opstå hos børnene indimellem.
Aflastning og støtte har også været afgørende for os, og det er absolut et privilegium at have den mulighed, men aflastning kan blandt andet være med til at hjælpe på det her med at kunne prioritere at dele børnene op og lave forskellige aktiviteter med dem samt at have “særlig” tid sammen.
Det vigtigste, vi har gjort for alle vores børn, er dog nok, at vi har prioriteret at arbejde med os selv; vores egne forventninger til såvel forældreskabet som til hver af vores børn, men også vores egen ballast, de normer vi har med i bagagen og den indre ballast, som kan skubbe os i en bestemt retning. For man bliver virkelig presset, når familielivet går i båndsalat, børnene er i mistrivsel, og hver eneste dag går ud på at løse den ene konflikt efter den anden. Og så kan ens egen dysharmoni hurtigt få hele miljøet i hjemmet til at tippe endnu mere; særligt når der er børn til stede, som har hårfine antenner, der fanger hver eneste stemning, før end man selv aner, den er der.
Som voksne har det derfor været relevant, at vi tog ansvar for, hvilke konfliktløsningsværktøjer vi selv var rollemodeller med, og hvordan vores relation så ud fra børnenes synspunkt, og vi må være ærlige at erkende, at hver gang vi har rykket os fremad, så har børnene fulgt trop.
Vi står stadig midt i hverdagen og livet til en søskendeflok, hvor der er diagnoser og dertilhørende skyggebørn, og nogle dage føler vi, at vi har fat i den lange ende og styrer skuden præcis efter de koordinater, vi har sat. Andre dage har vi mistet enhver navigering og føler os overladt til en storm, som ingen ved, hvordan vil ende. Sådan tror jeg, at mange forældre i samme situation kan føle det, og udover de udfordringer, som hjemmet skal rumme, så er vi også mange, som sideløbende skal slås med et system og nogle rammer, som hverken rummer, hjælper eller støtter familien eller børnene.
Jeg håber, at vores familie – og jeg – kan bidrage til, at vi får fokus på, at søskenderelationerne (også) har stor værdi for neuroatypiske børn og deres (skygge)søskende.
Og jeg håber inderligt, at vores erfaringer kan give andre derude inspiration og hjælp til at navigere i den hverdag, som kan føles enormt turbulent, og hvor man kan føle, at man favner i blinde helt alene. Jeg lover dig, vi er andre, som bekymrer os, som dagligt må skille børn ad, og som holder fast i de små magiske øjeblikke, der heldigvis også er i en neurodivergent familie.
