Autisme og seksualitet

Men hvad der aldrig var nogen, der havde fortalt mig, var, at hvis man ikke vil være gravid og ikke vil være syg, hvorfor pokker har man så sex? Der var nemlig aldrig nogen, der talte om nydelsen, om orgasmer og sanseligheden ved sex, for det gik alle ud fra, at man vidste.

Jeg var (udiagnosticeret) autist; hvis det ikke blev sagt højt med ord, så vidste jeg det sandsynligvis ikke. Og hvis det endelig blev sagt højt, så blev det ofte mere hentydet end forklaret. “Dernede” og “røre ved dig selv” kunne for mit umodne autistiske sind lige såvel betyde fødderne og lægge hænderne på knæene.'

For mig blev resultatet en ungdom præget af stor skam og en følelse af, at jeg var “beskidt” og en slem pige, fordi jeg følte seksuel lyst og handlede på den, uden at vide at alle føler lyst, og at de fleste handler på den.

Resultatet blev også, at jeg ved et par lejligheder som voksen er gået med til ting, som jeg på ingen måde havde lyst til, fordi jeg aldrig havde lært at navigere i den sociale situation, som var en del af at udleve min seksualitet.

Når der endelig bliver talt som seksualitet, kommer det ofte bagefter: “Jamen, hvordan finder man en kæreste?”  Som om seksualitet er noget, der kun opstår, når man har en kæreste og ikke er tilstede eller relevant så længe, man er single. Givetvis ud fra den ide som jeg også er blevet opdraget til, nemlig at sex og kærlighed hører sammen. Måske er det også derfor, vi “glemmer” at tale om seksualitet og autisme, for hvis vedkommende ikke kan finde en kæreste, er der jo ingen grund til at tale om det.
 
Jo! For seksualiteten eksisterer fuldstændig selvstændigt fra vores kærlighedsliv, også selvom vi kulturelt har fået de to hægtet sammen. Mennesker uden en kæreste har stadig en seksuel lyst og drift, og jeg syntes personligt, at det er unfair, at bare fordi jeg ikke kan finde en, der er tolerant nok til at elske mig på trods af min autisme, så skal jeg undvære de mange dejlige oplevelser, min seksualitet kan give mig.

Så hvad end ens seksualitet bliver udlevet med en kæreste, en partner, mange partnere eller med sig selv, så er det vigtigt at få talt om det, i god tid, inden problemerne og inden de trælse oplevelser – der kunne være undgået.
 
Seksualiteten har potentialet til at gå begge veje: den kan blive kilden til stor nydelse og glæde eller til stor smerte og skam. Ved at undgå at tale om det og dermed forberede unge mennesker med autisme, risikerer vi alt for meget.
 
Det vil jeg gerne forsøge at gøre op med.

Jeg har skrevet bogen “Fordi jeg har lyst!” i håbet om, at jeg med mine erfaringer kan inspirere til samtale om seksualitet hos mennesker med autisme inden problemerne opstår. Jeg har ingen løsninger eller trinvise guides, kun egne erfaringer og holdninger.

Ea Carøe fra Molis har skrevet tre introduktioner til hver af de tre målgrupper: autister, fagfolk og pårørende, som indeholder mere konkrete råd til, hvordan man kan bruge min bog til at tale om og håndtere emnet seksualitet.
 
At skrive og få udgivet “Fordi jeg har lyst!” er på en måde en af de mest skræmmende ting, jeg nogensinde har gjort! Jeg lægger nogle meget private og personlige tanker og erfaringer ud til offentlig beskuelse. Det er lidt ligesom at sidde i et fly, i den åbne dør, med faldskærmen på ryggen, klar til at springe.
 
Jeg springer og håber, at faldskærmen folder sig ud, som den skal, og at jeg lander sikkert på jorden. Og jeg håber, at andre måske følger efter og får taget snakken, selvom det virker skræmmende.
 
(Jeg frabeder mig personlige beskeder af seksuel karakter. Det er ikke mig, I skal tage snakken med, men en fagperson, pårørende eller ven/veninde. Seksuelle eller upassende beskeder vil blive slettet)